JERN
MORSØ JERNSTØBERI 1853-2003
JENS SMÆRUP SØRENSEN

Historier
Skibet, der stævnede ind gennem fjorden, var ladet med råjern. Det var udvundet i England eller i Ardennerlandet, måske i Nordsverige, og mægtige fortællinger bar det med sig i sit ramlende spektakel,
når det blev losset på havnen i Nykøbing; fortællinger med svimle tilbageblik som gennem vulkanskakter til jordklodens oprindelse, men også med de allersidste tidender fra en ung, hurtig verden i eksplosiv industriel drift. Jernet kunne sprænge et bibliotek med
sine historier, allerede inden det blev kørt og slæbt hen ad gaden mod N. A. Christensens Jernstøberi, på sin vej mod nye og
storslåede eventyr.

Og andre skibe kommer op ad Limfjorden. Med kul fra minegange under Ruhr eller det sydlige Wales, en tremaster må ankre op uden for havnen, og robåde sættes ud for at hente kullene, til blanding med jernet og ikke mindst med støbesandet, det finkornede, lerede sand, der er blevet skovlet på en pram nede ved Gudenåen og nu så sagte sejlet hertil. Og endnu en tung skude runder Ørodde, duvende med cinders til smelteovnen, et lettere fragtfartøj løber da forbi hende og
går til kajs med et par mindre partier fosfor og mangan til legeringen, men ellers med dette kalk fra Dolomitterne som kan holde slaggeret medgørligt, og en skramlet plimsoller dukker da endelig op derude, plaskende i vandskorpen med sine dynger af skrot. For de kan heller ikke få nok af skrot på Støberiet, også dét medbringer sit væld af historier fra alle tider og verdenshjørner. Myriader af skrøner, vilde dramaer og knirkende annaler strømmer ind mod byen, op mod fabrikken.

Som om der ikke var fortællinger nok inden for porten, på Støberiets egen grund. Historier om det flydende jern der bliver båret gennem hallerne: hver mand med fyrre kilo femten hundrede grader varm smeltejern i sin ske. Historier om al den snilde, omhu, præcision,
der skal til under udskæring og snedkerering af modeller, og under oplægning og stampning af støbesand. Historier om kunsten at undgå lunker i støbegodset, at tegne et egern, at emaljere en gryde. Og om hastig ekspansion, om nybyggerier, om etablering af bog-holderi og lønningskontor og emballering, et netværk af forhandlere over hele landet.

Som om hele dén historie kunne fortælles, med sine fem eller seks slægtled af formere og smede og arbejdsmænd og værkførere og kontorpiger. Som om historien – alle de hundreder af historier – blot om grundlæggeren kunne fortælles. Om den 22-årige fra Stauning, den endnu umyndige kommis Niels Andreas, som i Nykøbing, hos
en farver, fandt et lokale der kunne støbes jern i, og om de mere end tres år han derpå arbejdede og stod for sin virksomhed. Eller blot om hans første år, om de allerførste uger: om pengemangel og fejl-slagne støbninger, om det første sorte sår efter et skvæt smeltejern i træskoen, eller om fremskaffelsen af en hest.

Nå ja, lad os så tage den om Støberiets første hest!

På andre jernstøberier havde han set at de anlagde hestegange, omkring et trækværk til blæsebælgen, men med værkstedsindretning og råvareindkøb var det nu allerede slut med hans sparepenge, og en hest, nej, umuligt. Foreløbig, men så måske alligevel en lejet hest, og måske heller ikke nødvendigvis hver eneste dag, og han hørte nu at slagter Jansen havde et par krikker bundet op i sin gård.

Jeg driver jo også en smule vognmandsforretning, sagde slagter Jansen.

Jeg kan klare mig med den ene, sagde Christensen. Og hver anden dag. Ja, to dage om ugen!

Jo, sagde slagter Jansen. Hans øjne groede fast i deres huler over de glatte, marmorerede kinder. Havde jo ikke det mindste kendskab til den her mand.

Jeg kan nøjes med den gamle, sagde Christensen. Bare to eftermiddage!

Jo, sagde slagter Jansen. Og han kunne ikke undgå at lade sig påvirke af al den iver. Der måtte være penge i den.

Jo, sagde han igen. Hvis jeg kunne regne med at De vil passe på hende? Hun skulle jo nødig tabe alt kødet, hvor gammel hun end er. Eller derfor endda, for jeg tænkte hun skulle slagtes inden så længe. Billigt kød er der altid rift om!

De blev enige. Og N. A. Christensen var om torsdagen ikke utilfreds med øget. Hun trak ilden op i ovnen i tre en halv time, og smelten pølede ud i skeerne. Tirsdagen efter skulle man for tit have fat i pisken. Og om torsdagen i den uge gik hun i stå og skulle have vand og gik i stå igen og var ikke til at få til at flytte sig. Temperaturen kom ikke op.

De to formere og arbejdsmanden så da Christensen knappe sin skjorte op. Og han lagde den og gik frem og spændte hesten fra, og han greb ned om trækket og krummede sig forover, og de ville ikke have troet det var muligt. Han trak det, ene mand.